-
27-årig sigtet for at have skaffet sig adgang til over 1700 personers CPR-numre – erkender sig delvist skyldig
Source: BDK Borsnyt / 16 Jul 2025 03:20:25 America/Los_Angeles
I en alvorlig sag er en 27-årig tidligere studentermedhjælper i Københavns Kommune i dag blevet anholdt og sigtet for at misbruge opslag i CPR-registret. Ifølge anklagen er opslagene blevet brugt i forbindelse med et drabforsøg, der har forbindelse til bandemiljøet. Under grundlovforhøret i Københavns Byret er det kommet frem, at den 27-årige er sigtet for systematisk at have skaffet sig adgang til i alt 1742 personers CPR-nummer. Ifølge politiet har den 27-årige delt CPR-nummeret og adressen på en person via en krypteret beskedtjeneste. Herefter rejste to personer til Danmark fra Sverige og mødte op på den pågældendes adresse med en pistol. Drabsforsøget mislykkedes dog, fordi personen, der boede på adressen, ikke var hjemme. Den 27-årige mand erkender sig delvist skyldig i at have videredelt andre personers data fra CPR-registeret, men nægter sig skyldig i i medvirken til afpresning og medvirken til drabsforsøg, som han også er sigtet for. Der er nedlagt navneforbud i sagen, og grundet at det er en »særdeles alvorlig sigtelse« lukkes dørene, fortæller dommeren. Den 27-årige er en hvid, dansk mand. National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) oplyste i en pressemeddelelse her til formiddag, at man onsdag morgen klokken 06.30 havde anholdt en 27-årig mand og sigtet ham for en række forskellige forhold om personfarlig kriminalitet – herunder medvirken til drabsforsøg. NSK mener, at manden gennem adgang fra sin tidligere arbejdsplads har misbrugt opslag i CPR-registret til at finde oplysninger om blandt andet konkrete personers adresser, som manden så har solgt videre til kriminelle, der efter politiets opfattelse har anvendt disse til planlægning af afpresning og drab i bandemiljøet. »Vi mistænker, at den 27-årige har haft en nødvendig rolle i, at andre har kunnet begå flere straffelovsovertrædelser, blandt andet drabsforsøg. Ved at lække personfølsomme oplysninger mod betaling har han ifølge vores mistanke muliggjort, at andre forbrydelser har kunnet finde sted,« lød det fra politiinspektør i NSK, Henrik Andersen, i pressemeddelelsen. Opdateres... https://www.berlingske.dk/indland/27-aarig-sigtet-for-at-have-skaffet-sig-adgang-til-over-1700-personers-cpr